Allerede ved rejsegildet i onsdags var 300 gæster mødt op, nysgerrige efter at få et første smugkig ind i den nye brugs. Det skriver Fyens Stiftstidende. Den tidligere brugs brændte natten til den 25. juli sidste år, og mange af borgerne glæder sig derfor til at kunne handle lokalt igen. Uddeler Jan Pedersen, der har arbejdet i Tåsinge, siden brugsen lukkede, er overbevist om, at det vil lykkes ham og de fire medarbejdere at øge omsætningen, når den nye brugs åbner.